top of page

En kærlig hilsen- Kanalisering fra Kuthumi

Jeg kommer med lys, jeg kommer med fred, jeg kommer med kærlighed.


Jeg har opgaven i øjeblikket at brede disse energier ud over jer mennesker. Brede dem ud over jer som et tæppe der varmer og beskytter mod kulden. Jeg fylder jer dagligt op med håb og tro på, at retningen er udstukket og forandringen er i gang.


Jeg kommer til jer i dag for at fortælle lidt om, hvad det er som sker på jeres smukke klode.
I har længe følt, at forandringen var lige om hjørnet. I har længe følt, at nu måtte der snart ske noget, at det ikke kunne blive ved på denne måde, og I har haft så ganske ret.


For du kære som læser dette og som mærker energien og forandringen, du ser de små tegn omkring dig, og du fornemmer at håbet og glæden spirer i alt og alle på samme måde som foråret, der folder sig ud.


Og det er lige nøjagtig på den måde, at I kan komme til at mærke og se det. I starten er det spædt, og der er ikke mange blomster som stikker næsen op ad den frosne jord – flere af dem krøller sig faktisk sammen igen og går lidt i skjul for frostens tag, når denne sætter ind igen, men de kommer igen, og det gør alle de andre blomster også.

 

Du ser at foråret er på vej, når blomster titter frem og skud på buske og træer viser sig i deres smukke lysegrønne farver, og så ved du, at nu er tiden kommet til varme og sol, nu er tiden kommet til at smide vinterfrakken og gå ud i det blå og nyde det smukke lyse vejr.

Og så bliver du igen ramt af kulden, som kommer snigende i forårets lidt ustabile vejr, og du bliver måske oveni købet forkølet og ligger syg i nogle dage.


Men foråret lader sig ikke stoppe af kulden, det tvinger sig frem uanset hvad, og det ender da også med, at alle haver, enge og skove står i fuldt flor og stråler om kap med solens stråler.

Ja min ven, kan du se det billede jeg maler for dig, kan du fornemme hvor jeg vil hen, fik du forståelse for, hvad jeg vil sige.

Det som sker på jeres smukke klode er nøjagtig som foråret, der forsøger at trænge igennem vinterens kulde og sne. Det er præcis de samme mekanismer der sker imellem kulde og varme som imellem lys og mørke.


Lyset kæmper for at komme frem, og mørket forsøger at holde det tilbage, ligesom foråret der kæmper for at skubbe vinteren væk.


Mørket giver sig ikke så let, også her kan du skabe en direkte sammenligning med vinteren, den giver heller ikke bare op og trækker sig tilbage, første gang forårssolen titter frem.

Men vinteren må til sidst overgive sig og trække sig tilbage, og det samme må mørket, for lyset har vundet og fået overtaget, og der er ingen vej tilbage.
Men I er stadig i denne proces hvor lyset ikke helt endnu har fået lov til at folde sig ud i fuldt flor, men i er så smukt på vej.

Og når så først at lyset er kommet igennem og har skubbet mørket væk, så begynder der nye tider. Og I vil allerede kunne se dem i processen nu og frem til det sker.


For der vil åbne sig nye veje og opstå nye situationer, hvor menneskerne her på jorden ikke mere vil stå til måls for ufred og uretfærdighed.

Der vi komme åbninger ind i områder i jeres regeringer og jeres finansielle verden, som før var lagt i mørke. Og mange vil falde. For når disse mørklagte områder får lys, kan lyssky affærer ikke skjules mere, og da mennesker fremover vil kræve kærlighed, lys og medmenneskelighed i alt, vil mange af disse bagmænd fejle og gå til grunde. De har levet af mørket, de har levet af at kunne gemme sig for lyset, men det vil de ikke kunne mere, for lyset kan ikke stoppes, det vil langsomt trænge sig ind igennem sprækker og huller og lyse op, og dem som før kunne leve fedt og godt af andres undergang, svære situationer og håbløse forhold, vil falde, for de kan ikke tåle lyset, da mennesker i lys kræver åbenhed og kærlighed og de vil ikke støtte disse formål, nu hvor de er kommet ud i det åbne.

Mange vil blive opdaget det næste stykke tid, og mange vil forsøge at sno sig udenom, men det vil ikke lykkes.

Med mørkets forsvinden kommer nye kort i spil. Nye ledere vil komme til som ser lys og kærlighed som deres foretrukne måde at lede et land på. Mange ledere vil kigge til den side hvor nye ideer skabes, og fred og enighed er samlingspunktet for landes politik. Der vil opstå små områder hvor dette langsomt vil brede sig, og regeringer vil ikke kunne kigge den anden vej og fortætte som de tidligere har gjort, for lysets mennesker vil ikke være med til dette længere – og de som fortsætter ad de gamle spor vil fejle, ingen vil stemme på dem, og de må erkende, at de har tabt, hvis de ikke ændrer tilgang til deres måde at lede på.


Dette gælder ikke kun regeringer, det gælder også virksomheder i hele verden. Folk som lever med lyset vil ikke arbejde for virksomheder som ledes ud fra gamle principper, men vil blive tiltrukket af de virksomheder, som tør gøre noget nyt i lysets tjeneske. Og dette vil blive belønnet for disse virksomheder vil have fremgang, da lysets mennesker ønsker at støtte dem.

Det er en langsom proces kære ven, lige som april der kan føles som en lang måned at komme igennem, hvor solen den ene dag står klart og varmer fra himlens midte og næste dag er dækket af skyer, sne og kulde. Men det er en proces som ikke kan stoppes, en proces som er i gang og har været i gang i et stykke tid nu.


Så hvil i troen på at foråret kommer, hvil i troen på at lyset vinder, og hvil i troen på at lysets mennesker bliver flere og flere.


Kig dig omkring, se hvor mange andre der er kommet til, andre der som du lyser og ønsker denne positive forandring. I bliver flere og flere – vi kan se det herfra og I vokser i antal hver dag.

Kære du, det er så smukt, det som sker, det er så vidunderligt at følge jeres proces og se, at I som menneskehed griber de muligheder som tilbydes jer. I er begyndt at flyde mere med lyset end før. Det betyder at lyset I jer er tændt, og det er mere naturligt for jer at lade det forblive tændt døgnet rundt.


Husk på min ven, at mørket kan ikke ramme et menneske, som har sit indre lys tændt – mørket kan end ikke komme i nærheden af dig, når du har dit indre lys tændt.


Gå med lyset tændt, gå med hovedet højt og strål din kærlighed og dit åbne hjerte ud i verden. Du sender med dette bølger ud, og en efter en overgiver de mørke områder sig, en efter en får andre tændt deres lys, og en efter en ser de, hvordan du bærer dit tændte lys, og mærker at de også ønsker at gøre det samme.

Kære du, vi følger dig og støtter dig i denne proces, og vi guider dig og viser dig vejen – hold øjne og ører åbne, lyt til din intuition den fortæller dig din retning, for vi hvisker den ind i dit system via denne.

Gå med kærlighed kære ven

bottom of page