top of page
zbynek-burival-2tX5Wgh5XIA-unsplash.jpg

En nytårshilsen fra Kryon

Kære menneske, du som har valgt at gå på denne klode igen og igen. Du som vandrende sjæl fra det ene jordiske liv til det næste - vi hylder dig, vi priser dig, og vi ærer dig.

For igennem dig udvikles denne jordiske klode, og igennem klodens udvikling udvikles universet. Du har i mange liv været delvist afskåret fra vores vejledning og hjælp, men fra nu vil meget forandre sig. 

Lyset har nu overtaget på kloden, og det betyder, at for hver dag, du betræder denne klode, kommer der mere og mere lys ind i den energetiske struktur og ind i sammenhængens kraft. 

 

For dig betyder det også, at lyset kommer mere ind i dit jordiske liv. Du bliver mere og mere i stand til at trække på den viden, som findes i universet, og igennem os henter du inspiration og vejledning til at tage dit næste skridt, der vil føre dig ud i den retning, som vil gøre en forskel i lysets strømninger. 

 

Kære sjæl, der er så meget, du har måtte stå igennem for at komme hertil, og for at kloden kunne løftes ind i den energifrekvens, der findes nu – så nu er det tid til at høste, hvad du har sået. 

 

Dit liv - i menneskets kalenderår 2019 - har måske været svært, og der har været mange udfordringer og forandringer. 

Mange mennesker har været plaget af sygdom, træthed til grænsen af udbrændthed, og forandringer og opbrud har præget kloden. 

Dette har været nødvendigt, fordi både kloden og menneskets sind har skullet igennem en rensningsproces. Denne proces har varet siden 2012 og har betydet, at mange har følt, at det har været svært at leve en ”normal” rolig og afbalanceret tilværelse. 

Det mennesket ikke har set er, at der igennem energiernes frekvens er blevet sat fokus på alt det, som ikke har tjent helheden, og derfor har oprydning og udrensning været nødvendig. 

 

Året 2020 er samlingens år! I dette år begynder energistrukturerne at forene sine kræfter og sit lys, og meget vil begynde at falde på plads for mange. 

Der vil stadig være udfordringer, og mange vil stadig føle, at livet byder på mange forandringer, for alle skal med i denne proces, og nogle har stadig ikke opgivet håbet om, at livet kan leves, som det altid har været levet. 

 

Men livet på kloden jorden kan ikke eksistere, som det før har gjort - efter energiløftet i 2012, og med de efterfølgende energiindstrømninger er det point of no return.

 

De, som forsøger at holde fast i det som var, vil føle sig forvirret og fortabt, for den nye energistruktur indbyder til: ikke at holde fast - men i stedet for til: at give slip når noget har tjent sit formål. 

 

Og netop dette bliver - de næste 7 år - menneskets læring: det, ikke at føle sig forbundet til ting og mennesker, men at kunne stå i sig selv. 

 

Mange føler, at livet ikke er værd at leve, hvis de ikke har det ene eller det andet, eller hvis de ikke har et andet menneske at læne sig ind i, så de kan få opfyldt deres behov for at være elsket eller andre former for behov, som de ikke selv kan opfylde. 

 

Tiden, I bevæger jer ind i, åbner for, at I begynder at stå mere i jer selv som menneske og sjæl, at I søger ind og opdager hvem I i virkeligheden er, og at der ikke er noget eller nogen, der skal være i jeres liv, for at I føler jer elsket og lykkelige.

I indbydes til at søge ind og mærke jeres inderste essens, der består af ren kærlighed, og igennem denne kærlighed vil I opdage, at I kan følge strømmen af energetiske forandringer, der er som en dans, der kommer ind og ud af jeres liv. 

Mennesker kommer og går, ting kommer og går, job kommer og går, og penge kommer og går. 

Følger I denne strøm, og danser I med, vil I opleve, at livet bliver lettere og lysere. At I ikke behøver andre til at løse jeres problemer eller opfylde jeres behov, fordi I vil se, at det er nok at være tilsted i jeres egen indre essens og mærke jeres eget flow, der danser med sammenhængens kraft. 

 

Dette betyder ikke, at I ikke skal leve et jordisk liv med andre mennesker og ikke skal forelske jer og glædes over det, livet tilbyder jer. Selvfølgelig skal I det, det er en del af det at være mennesker J

 

Men I skal også være klar til at give slip og lade gå, når energien trækker jer eller andre i en anden retning, for først der er I fri, først der bliver I lykkelige, og først der føler I, hvad livet virkelig har at byde på.

 

Forandringer er en del af det at være menneske, men I har i alt for mange liv klamret jer til det, som gav jer en lykkefølelse, også selv om denne lykkefølelse for længst var klinget af. 

Nu er det tid til at lære at følge strømmen, tid til at lære ikke at forbinde jer til noget på denne ”gamle” måde, hvor I føler, at I mister, hvis I lader gå. 

 

Nu er det tid til at mærke energiernes skift, og række ud og mærke hvad livet tilbyder lige nu. 

En læringsproces for menneskeracen er sat i gang, og vi er her for at hjælpe og støtte dig i denne proces. 

 

Kald på os kære ven, når det føles svært, kald på os, når du falder ind i gamle vaner og ikke ønsker at give slip på det, der så åbenlyst skal slippes, kald på os, når du ikke føler, at du kan finde retning i det nye, som er på vej – og vi vil lede dig og rådgive dig.

 

I stilheden i dit indre kommer vi, igennem indre og ydre punkter viser vi dig din retning, så lyt til dit indre, og vær opmærksom på det ydre, der er omkring dig, og du vil føle vores nærhed, og forstå hvad du skal. 

 

Kære menneske – kære sjæl, du som vandrer så utrætteligt på kloden jorden, du som den ene gang efter den anden næsten ikke kan vente med at komme i gang igen - vi ærer dig – vi støtter dig, og vi elsker dig. 

 

Vi våger over dig, og du ved i dit dybeste indre, at du ikke er adskilt, at der ikke findes: du og jeg, at der ikke findes: vi, men at der kun findes: enhed. 

 

Du er smukt på vej til at genopdage denne enhed, imens du vandrer utrætteligt på kloden jorden, og med denne genopdagelse bringer du lyset ind 

Kære sjæl, tak fordi du har valgt denne rejse, tak fordi du bliver ved – uden dig, og det du gør, ville sammenhængen ikke være, hvor den er nu 

 

I kærlighed og dyb respekt Kryon 

bottom of page