Kanalisering fra Moder Maria

Kære ven 

Når vi ser på dit potentiale, når vi ser på din retning, og når vi ser på den vej dit jordiske liv tager, synger det i vores sjæl. 

Du har vandret længe på en tung og stenet vej, men meget lysner nu. 

Der har været kameler, der skulle sluges undervejs, det ved du om nogen, og til tider har du næsten opgivet at lære mere og udvikle dig mere, fordi det har virket som om, at det ingen ende ville tage, med alt det som tyngede. 

Men vi ser i dine fremtidsperspektiver lys og glæde. Vi ser en lethed, som langsomt begynder at brede sig i dit liv, fordi energistrukturen på kloden nu langsomt begynder at tage en form, som du - som sjælelig forgangsmand - kan læne dig ind i. 

For dit jordiske liv vil det betyde, at smerten og trængslerne så småt begynder at forsvinde. Langsomt - vil det føles for dig, for din menneskedel er en utålmodig størrelse (smiler), men den anden del af dig - den del som er forbundet til helheden - den del vil mærke, at lyset og gælden i dit indre får mere og mere plads. Og dette vil inspirere dig til at fortsætte din vandring og din opvågning. 

 

Vi følger dig i din udvikling og i din opvågning til forståelse af, hvordan det hele hænger sammen. Hvordan handlinger skaber ringe i vandet, hvordan tanker manifisteres i dit liv, og hvordan kommunikation til dig selv og andre viser sig i fysisk form. 

Du er dig endnu ikke 100% bevidst om, hvad dette gør ved dit jordiske liv, men din forståelse åbner sig mere og mere. 

Og jo mere du forstår, jo mere vil du stoppe de handlinger, tanker og tale, som bringer dig i situationer, hvor glæde og lys ikke skabes i dit liv. 

 

Din menneskelige hjerne mener at forstå sammenhængens kraft, og den forsøger at følge dette, fordi du ønsker et liv i glæde og kærlighed, men det er først, når du med dit dybeste indre forstår - at ALT hvad du siger, tænker og gør, skaber din virkelighed! - at du naturligt vil ændre adfærd. 

Du, og som de fleste andre mennesker på denne klode, er stadig bundet ind i gammel adfærd fra dette og tidligere liv. Adfærd som gør, at du endnu ikke helt er åben for denne udvikling. 

Det er derfor, vi kommer til dig i dag. Vi kommer for at tilbyde dig at hjælpe med at bryde disse bånd. Bånd som du så mange gange tidligere har forsøgt at bryde, og som hver gang løsner lidt.

 

Men det, som er forskellen fra før og til nu, er, at energistrukturen i klodens indre nu støtter dig i denne proces. 

Gaias energetiske struktur har ændret sig, så hun nu samarbejder med dig om at vågne. Hun har sluppet gamle energetiske bindinger og samarbejder nu med månens energistruktur på en ny måde, som gør, at du ved sammenkoblingen af disse to energistrukturer kan slippe dine energetiske bindinger hurtigere og lettere. 

 

Vi opfordrer dig til at søge månens lys ved fuldmåne og nymåne og finde et sted i ro. 

Tag da kontakt til månens lys, samtidig med at du mærker Gaias energi komme op i dit indre. Vi vil være tilstede sammen med dig i disse ”ceremonier”, som du kan skabe for dig selv, og vi vil støtte dig i din forløsningsproces. 

 

Måden, du skaber kontakten til månen og Gaia på, er følgende:

Sæt dig godt tilrette et sted, hvor du kan se - eller føler, at du kan forbinde dig til månen. 

Slap af i dit indre, og vær bevidst om, at du intet skal, ud over at tillade at energien arbejder i dig. 

Kald nu i dit indre på Gaias energi, og tillad, at energien kommer op i din fysiske krop og i dine energistrukturer. 

Lad dig ikke påvirke af, at du måske ikke mærker dette, det sker alligevel.

Kald herefter på månens lys, og igen blot tillad, at månens energier fylder din krop og dine energistrukturer. 

Til sidst beder du os om at komme tilstede og hjælpe dig i processen. Dette kald efter os gør du på den måde, som føles naturligt for dig.

Bliv i denne samstruktur, så længe du mærker, at det er rart for dig, og når du føler, at nu er det tid til at slippe processen, vend da langsomt tilbage til hverdagsbevidstheden.

 

Lyset i dit indre, din sjæl, din højere bevidsthed - eller hvad du kalder den indre del af dig selv - vil elske denne oplevelse. 

Det vil vække indre koder i din energistruktur, som vil speede processen med forløsning af ”gammel” energi op. 

 

Mange gange har du tænkt, kære ven, at nu kan der da snart ikke være mere, der skal forløses, for du har arbejdet så hårdt for at vågne op, med vid, at nu vender det. 

Der vil altid være oprydning og forløsning, der vil altid være gammelt, som ikke er tjeneligt for dig mere, men måden som det fjernes på, vil ændre sig nu.

Det vil blive lettere at se på det, som kommer ”op” for at give dig mulighed for at kunne slippe det, og mange ”nye” lysende og glade oplevelser vil komme frem. 

Oplevelser, som har ligget i dit indre og i din struktur, men som har været gemt under lag af tung energi. Disse oplevelser vokser sig stærke i deres energi og vil finde vej til dit sind, så hele din levevis vil blive lettere, fordi det vil være disse oplevelser, der danner grundlag for din måde at være på, hvor det før var det svære og det tunge, der var det, som drev dig.

 

Kære ven, kære sjæl, du vågner nu, og du træder for alvor nu fuldt og helt frem i dit menneskes del. Du har nu plads til at folde dig ud og til at tage din plads. 

Du kan nu vise lyset for dit menneske, og lade mennesket tillade sig at følge sit indre kald.

 

Kære ven, kære menneske, du lytter nu, du vågner! 

Du åbner for de glade, de kærlighedsfyldte oplevelser, og du tillader, at det tunge slipper. 

Tillad dit indre sjælslys at komme frem og vise sig i al sin glans. 

Du skal intet gøre, du skal blot tillade - og processen vil da folde sig ud. 

 

Det smukkeste og mest kærlighedsfyldte ser vi, når vi ser på dig

Moder Maria 

© 2018 Livet er - Design af Liselotte Østerby

  • Hvid Instagram Icon
  • denessentielleflamme