Lys op og skab forandring - Kanalisering fra Kryon
Kære mennesker, kære familie, kære du, så er tiden kommet for mig til, at det nu er muligt at tilføre dig ny og anderledes viden. Så er tiden kommet til, at du nu kan forstå en lidt større del af hele sammenhængen, hele planen.
For der har været tider, hvor denne energi ikke har kunnet komme igennem til dig, dette fordi du ikke har været klar, men I mennesker har arbejdet hårdt for at dette skulle blive muligt, og nu kan vi endelig give jer endnu en lille flig af alt det, som sker omkring jer. Mere om dette lidt senere.
For først vil jeg gerne give jer den ros, som I alle virkelig fortjener. Det stykke arbejde I gør er unikt, og I giver så stor en del af jeres sjæl i forhold til at byde ind med kærlighed og forståelse, som skaber endnu mere lys på kloden. Det er virkelig et fantastisk stykke arbejde, I gør.
I har levet i den ”mørke” overlevelses energi i så mange liv, og I har lært fra liv til liv, kommet tilbage igen og igen for at flytte endnu mere, gøre endnu mere og blot for at være med og opleve forandringerne. For I skaber dem virkelig. Selv kan vi ikke gøre andet herfra end at se på og støtte jer så godt som muligt, fordi vi ikke kan bryde ind i jeres liv uden tilladelse. Dette er en aftale, der er indgået mellem os og jer, og den aftale overholdes af kærlighed til jer. Så det, at I er kommet så langt på egen hånd, er smukt i sig selv, det, at I har kæmpet denne kamp så længe, det, at I aldrig har givet op, at I aldrig har sagt, at I ikke ville tilbage til jorden igen for at fortsætte, og at I aldrig har mistet troen på, at det nok skulle lykkes, er det smukkeste arbejde i universet.
Og nu står I så her, og alt er nyt og anderledes for jer. Denne gang vidste du, kære sjæl, at når du kom til jorden denne gang, var der en sandsynlighed for, at tingene ville ændre sig markant, og det har de virkelig gjort. I står lige imellem en energimæssig kamp imellem den gamle og den nye energi. I ser det med menneskesyn ved, at der sker så meget godt, at så mange ”almindelige” mennesker ønsker forandringer, ønsker mere medmenneskelighed og mere samhørighed og kærlighed på jorden, og samtidig ser I alt det ”slemme”, alt det der gør ondt helt indeni, alt det der smerter en sjæl, som har åbnet sig for kærligheden, og det er netop denne kamp, som du kan ændre, denne kamp som du kan skabe forandringer i, ved at lade dit lys skinne endnu mere.
Du ved, at vi er på rette vej, du ved, at dette ville komme, for du kendte til det, inden du kom hertil, men du ved også, at du og vi vil vinde dette, for I er så mange sjæle, der i fællesskab har valgt lysets vej, der har valgt netop i dette liv at lukke op for os, for kærligheden, for lyset og for den guddommelige kilde til evigt lys.
Vi hjælper jer nu herfra så meget mere, fordi det nu er muligt. Vi løfter og bærer jer igennem på et helt andet plan end tidligere, fordi de nye energitilførsler gør dette muligt for os, og fordi du denne gang giver tilladelse til, at vi må.
For kære menneskevæsen, der er så meget, vi kan og skal gøre sammen, der er så meget mere arbejde, der skal ske på denne planet, og det, der sker lige nu, er blot begyndelsen til noget større og endnu smukkere.
For når denne energimæssige kamp er slut, og lyset har vundet – for alt andet er umuligt – når dette er gennemført, vil der åbne sig nye veje, og nye åbninger der vil udvide jordens energier endnu mere, og I vil som mennesker blive i stand til langt mere, end I kan i dag.
I tror på nuværende tidspunkt, at I skal kæmpe for at have det godt, og hvordan skal I kunne tro andet, I har jo som mennesker ikke prøvet andet. Men I vil se, når lyset bryder igennem, at det ikke er nødvendigt at kæmpe, I vil se, at lyset vil komme til jer på en helt anden måde, og I vil kunne bruge lyset på en helt anden måde. Det bliver ikke mere nødvendigt at kæmpe, I vil finde ud af det. Langsomt vil I forstå, hvad lyset kan gøre for jer, og alle vil lande de helt rigtige steder forstået på den måde, at lyset vil placere mennesker og energier i formationer, der vil ændre jordens udvikling totalt. Nyt vil komme til jer, efterhånden som I er klar til dette. Sjæle sidder klar til at tilføre verden, ny viden og nye indsigter der vil bringe mennesket væk fra kampen og ind i lyset og sammen vil I skabe forståelsen for, at liv er kærlighed og lys.
Lykke er for alle, og energierne vil skabe denne forståelse blandt få til at starte med. Men viden vil hurtigt brede sig, fordi den nye energi ”smitter” på en ny måde. Indsigter, forståelse og tro vil blive tilført de sjæle, der allerede er på jorden, og fordi lyset vil trænge ind i hver enkelt levende menneskesjæl lidt efter lidt, vil flere og flere vågne op til lyset og lægge deres våben væk, lægge deres afsavn væk og lægge deres kamp for magt væk. En efter en vil menneskesjæle overgive sig til lyset, som det er planen, og en efter en vil I komme mere og mere hjem I jeres virkelige sjælsperspektiv. For energierne har åbnet for, at I nu kan bringe mere sjælsforståelse med jer til jorden, og at I, der allerede betræder jorden, kan få dette tilført lidt efter lidt.
Meget vil ske de kommende årtier, og du vil se kære sjæl, at næste gang du kommer til denne klode, vil meget være forandret. Men du har også mulighed for allerede nu i dette liv at skabe ændring. For kære menneske, du er en af dem, der mærker lyset stråle i dig selv, og du har allerede lukket op for at få tilført mere af den nye energi, du er en af dem, som går forrest, og du er en af dem, der kan og vil skabe en forandring her og nu på denne smukke klode. Du er klar kære ven, derfor vil jeg gerne tilbyde dig nu og her, at vi tilfører dig endnu mere åbning og endnu mere viden, hvis du vil.
Du kan, når nu har læst dette, sætte dig en stund og lukke dine øjne. Du skal finde et roligt sted, hvor du har rum til dig selv og din energi. Jeg vil så, når du kalder på mig komme til dig, og sammen med St. Germain, Maria Magdalene og mange flere, vil jeg åbne for endnu mere af den nye energi i dig, åbne for endnu mere visdom, og åbne muligheden for at begynde at trække viden fra de tidskapsler, som åbner i øjeblikket. Du skal ikke gøre andet end blot sidde og tage imod, og så TRO på, at det sker. Og kære du, i løbet af kort tid vil du begynde at mærke en forskel, du vil begynde at forstå, og du vil begynde at stråle mere. Nogle vil kunne se det, og spørge dig om hvad der er sket, og du vil selv kunne mærke det, du vil blive mere glad, og du vil blive mere rolig, og der vil komme en grundlæggende forståelse for, at det, der sker, skal til, at det er ok, og det vil ende med, at lyset vinder indpas, og de ”mørke” gamle energier vil give op.
Denne tro, som du grundlæggende vil bære, vil du gå ud og tale om, når nogen tvivler, ikke som en mission men blot som en vished der kommer fra din sjælsdybde, og andre vil lytte. Og fordi du taler fra dit sjælsperspektiv, vil andre forstå på et andet plan, fordi du derigennem vil tale til deres sjæl, som måske ikke er vågnet helt så meget til live endnu i deres menneskelige del. Men du ved, at det du siger er rigtigt, og fordi du ved det, vil de også begynde at tro, og det er det, der er vejen frem, det er det, der skaber den hurtige åbning af sjæleliv på jorden – i menneskekroppe, det er det, der åbner til endnu mere dybde, både hos dig og dem du møder på din vej.
Kære menneskesjæl, det er tid til at træde helt ud i lyset, det er tid til at stråle, og åbne for de energier der tilføres dig, det er tid til at tage imod den visdom som kommer til jorden lige nu. Du er klar til at modtage, det ved vi, ellers ville vi ikke have kontaktet dig igennem denne kanalisering, som du læser lige nu, så gå ud i verden kære ven, gå ud i verden og lys.
I kærlighed til dig – Kryon