top of page

Kanalisering fra Kristus

At leve i frygt, usikkerhed eller bekymring er for menneskeheden et ret kendt fænomen. Mange mennesker har en eller flere bekymringer, de går og grubler over, og som stikker sit hoved frem ofte – ja nogle gange flere gange daglig. 

 

Disse bekymringer og usikkerheder er dæmpende på menneskets udvikling, for de lægger sig som en sky hen over personen, så lyset og kærligheden har svært ved at trænge igennem. 

 

Det betyder, at går du med tanker, hvor du grubler over livet og de udfordringer der er i din dagligdag, lægger du på en måde låg hen over dig selv, og vi får, som bevidsthed, svært ved at nå dig.

 

At slippe bekymringer, frygt og usikkerhed er naturligvis noget alle mennesker ønsker, men tanker og egostruktur gør det VIRKELIG svært for mange, fordi I som mennesker er vant til at lytte til jeres tanker i stedet for til jeres hjerte. 

 

Tanker er kun tanker og er ofte ikke virkeligheden, det ved du, og alligevel bliver du gang på gang taget af dit tankemønster og bliver revet med ud i fremtiden eller tilbage til fortiden, hvor du forsøger at finde forklaring på din problemstilling og forsøger at løse det med nye tanker. 

 

Denne ”leg” med din egostruktur i form af følelser, tanker og gamle handlingsmønstre gør ofte livet svært, og i de perioder hvor der virkelig er udfordringer i livet, lukkes kontakten til din spirituelle bevidsthed næsten helt i, fordi denne sky lægger sig over din energistrøm. 

 

Hvad kan jeg så gøre ved det – tænker du, for du vil gerne løse dette, og du vil gerne være i dybere kontakt med din indre sandhed. 

Og i den sætning ligger udfordringen: Hvad kan jeg så gøre ved det!!!

 

Som menneske vil du gerne finde løsninger, og du vil gerne fikse problemer, så du mærker glæde i dit liv – det er ikke kun dig men alle mennesker, der har dette behov. 

 

Udfordringen er, at jo mere du forsøger at løse og fikse, og jo mere du stræber efter noget du gerne vil have, jo mere spænder du ben for dig selv. 

 

Kunsten er at lade være - med det som er. 

Men det er jo præcist det jeg ikke vil – tænker du. 

Tja tænk over det – for er det nu også det? – for du ved jo ikke hvor denne oplevelse kan føre dig hen, eller hvad den kan give dig på sigt.  

 

Hvis du har noget der sker i dit liv, og du ikke holder fast i det følelsesmæssige der er i oplevelsen, så får du en umiddelbar reaktion i dit indre – en oplevelse. 

 

Denne reaktion er en reaktion på det, som sker lige nu og her, og er en naturlig reaktion i dit indre følelsesliv. 

 

Det næste som sker er, at dine tanker og dine gamle handlingsmønstre sætter ind  - og så kommer balladen – for nu begynder du at tolke på, om oplevelsen var god eller mindre god, hvad du kunne have gjort anderledes, hvorfor de, der sagde noget, sagde det de sagde, osv.

 

Og det er præcis her, du skal sætte ind. 

 

Når du mærker denne tanke og følelsesstrøm, er det tid til at trække vejret dybt og sige til dig selv: Det var blot en oplevelse, jeg oplever lige nu. Den er hverken god eller dårlig, den var hverken rigtig eller forkert – den er bare. 

 

I starten vil du opdage, at du ikke kan kontrollere at tanker og følelser tager dig, og du er dybt inde i en tankestrøm før du opdager, at det er sat i gang. Dette er helt okay, du laver så blot denne lille øvelse, når du opdager hvad som sker. 

 

Du vil også opleve, at i starten føles det ikke som om det hjælper, for dine tanker og følelser vil blive ved med at trænge sig på. 

Men bliv ved – brug den indre del af dig selv, der ønsker at leve i glæde, lys og kærlighed – på et tidspunkt vil forandringen så småt begynde at vise sig. 

Langsomt vil dit mønster af tanker, følelser og gamle handlinger træde i baggrunden, og lyset i dig vil få mere plads. 

 

I de øjeblikke hvor lyset får mere plads, åbner du til hjælpen og til din egen styrke og trækker bevidsthed ind i dit system. Og her sker forandringen. 

 

Lyset i dig vil blusse op, og du vil begynde at mærke, at livet og hverdagens mange facetter bliver lettere og lettere. 

 

Du vil langsomt bevæge dig fra tanker og følelser til indre bevidsthed, og du vil igennem denne ”rejse” komme mere tilstede i din dybeste essens, og alt det, som sker omkring dig, vil ikke længere binde sig til dig. 

 

Det betyder, at du langsomt vil gå fra at hænge dig fast i følelser og tanker, til at lade oplevelsen ske og eventuelle følelser passerer igennem dig, hvor de vil mærkes kort, og i starten vurderes kort , og så slippes. 

 

Og en dag, kære ven, kan du være tilstede i livet med det som er, hvor du ikke dømmer om noget er godt eller skidt, hvor du ikke tolker på hvad livet giver dig, men blot er tilstede med det der er. 

 

Det giver ro og indsigt at være der, og den naturlige glæde du er født med, vil få plads til at være en fast deltager i dit liv. 

 

Ja det kan virke simpelt, at det eneste der skal til er dybe indåndinger og en handling hvor tanker og følelser stoppes – men det virker, hvis du bliver ved og ved. 

 

Det er et spørgsmål om fokus og vedholdenhed, og når du først opdager effekten, kommer det mere naturligt til dig at fortsætte, for resultatet taler for sig selv. 

Mere glæde – færre bekymringer – og et liv i balance. 

 

Kære ven, vi ”står” klar, hvis du er klar til at prøve – vi støtter dig på denne indre ”rejse” mod et liv hvor tanker slipper og glæden for plads. 

 

Tag vores hånd og lad os komme i gang.

 

I dyb respekt og kærlighed Kristus

bottom of page